Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Udeliv, dyrehold og sociale fællesskaber

Grønt flag er en del af vores dagligdag

Natur & Miljøbørnehaven er en naturcertificerede institution gennem Friluftsrådet – De Grønne Spirer.

Certificeringen foregår ved, at vi gennem hele året arbejder med forskellige pædagogiske naturaktiviteter.

Vi har blandt andet vores faste traditioner, hvor vi hvert forår arbejder med affaldssortering og affaldsindsamling, samt om efteråret arbejder med temaet høst, som afsluttes med en høstfest.

Gennem hele året dokumenteres de forskellige forløb og sendes ind til godkendelse og vurdering ved Friluftsrådet.

På baggrund af Friluftsrådets evaluering gives der tilladelse til, at vi kan flage med det grønne flag.

 

Dit barns trivsel er i fokus

I Natur & Miljøbørnehaven lægger vi vægt på at skabe et rart og trygt miljø, hvor dit barn kan udvikle sin identitet og opbygge sit selvværd gennem succesoplevelser og relationer med andre børn og nærværende voksne.

Derfor er det vigtigt, at vi som personale er til rådighed for barnet og skaber muligheder for god relations dannelse.

I vores aktiviteter lægger vi derfor vægt på, at børnene både udvikler tillid til andre og tro på sig selv.

Vi er særligt optaget af at omsætte en anerkendende tilgang til pædagogisk praksis og at skabe et spænende læringsmiljø for børnene.

 

Dyr skaber glæde hos børn

Misse byder os hver dag velkommen når vi kommer til børnehaven, hønsene lægger æg, kaninerne bliver nusset og fiskene studeret. Dyrene og pasning af dem er en stor del af vores hverdag.

Dyr appellerer til nærvær, empati og omsorg og har stor tiltrækningskraft på børn.

Vi har valgt at have dyr i børnehaven, da nærkontakt med levende dyr giver børnene en sanselig og intens oplevelse og læring som ikke opnås via bøger eller digitale medier.